Igår faldt stjernerne i hak, og min tatovering så dagens lys. Efter 4 timer kan man nu se omridset af en drage, der fylder det meste af min ryg, og min brystkasse. Nu er der kun 2½ måneds arbejde tilbage, før den er færdig.
Onsdagens zombiecrawl gik helt ud over forventning. Vi var tilsyneladende så mange zombier at vi måtte deles op i tre hold.
Der var så mange fantastiske udklædninger, selv vores egen hjemmelavede zombie makeup endte med at være helt fantastisk, de kunne dog ikke måle sig med de proffesionelles makeup. Der var masser af øl, og det kan være derfor jeg endte med at snave med min kammerat, for at komme i noget fjernsyn på DR2.
Den sjoveste var helt klart Pippi Langstrømpe zombien. Hun var genial. Den klammeste var en tøs fra Teaterhjørnet, der havde en gravid vom, med en baby, der hang ud. Jeg har nogen billeder, men har endnu ikke fået hentet dem ind på min computer, det skal jeg nok snarligt sørge for.
Bedste øjeblik var da vi invaderede en døgn Netto til de stakkels ansattes store gru. Vi var jo ikke til at styre på ti tønder land, og det endte da også med at polititet dukkede op. Da vi kom ud, måtte min zombie kammerat konstatere at der sad en sixpack med Tuborg fast i hans næve.
Dagen efter kunne jeg så konstatere at det er meget lang tid siden at jeg har drukket øl. Jeg var helt ude af balance til langt ud på fredagen, og det er ikke så genialt, når man nu har hovedet fuld af latex og toiletpapir, sminke og falsk blod over det hele.
Ja, det er jo så skide lang tid siden jeg sidst har blogget. Jeg har haft travlt med at lave absolut ingenting.
Det passer ikke helt, har jo ikke været fuldstændig grøntsag i de umindelige tider, hvor der har været absolut radiotavshed fra denne kant. Men der er bare ikke sket en skid spændende ting, og har man ikke noget godt at sige, skal man helt lade være, som min gamle moder altid sagde.
Men nu bryder jeg tavheden i bedste ekskusivitets agtig stil a la Tom Cruise springer ud som bøsse (hvilket ikke ville overraske enkelte). Eksklusiviteten består i at der nok ikke er skide mange, der læser med.
Her er en hurtig rundown over hvor deprimerende mit liv egentlig har været:
Har ikke dyrket sex siden august måned sidste år (har forsøgt en enkelt gang, men fuldskab forhindrede mig i at fuldføre parringsritualet)
Har været på fattiggrundens rand i 7 måneder, har måttet låne af gud og hvermand, og har oparbejdet en lille gæld på 15.000 kroner, hvor de fleste af pengene er blevet optaget som lån i min bank.
Har af samme grund ikke været uden for en dør i meget lang tid, så det har skortet gevaldigt på oplevelser af nogen art. Jeg har ikke været i biffen, i byen, på druk, blevet tatoveret, eller noget som helst andet, der tilnærmelsesvis kan betegnes som underholdning.
Men nu er det hele vendt. Skat, som med deres urimelige krav om at jeg skyldte dem kr. 100.000, har måttet æde deres egne ord, givet mig et fradrag på min skattebillet, og suppleret 30.000 kroner tilbage i skat. Jeg har fået briller, hvilket åbenbart var tiltrængt, min tatovering er på vej (bortset fra en mindre fejl fra tatovørens side angående vores første "date"), jeg har de sidste to måneder været i stand til at spare 5000 kroner sammen, foruden de ekstra mange penge jeg har fået fra skat. Så jeg lover, lover, lover, at jeg nok skal komme til at opleve en masse spændende ting, og fortælle om dem her. Jeg starter i aften med at klæde mig ud som zombie og tage på crawl i det indre København. Arrangørerne lover at man i løbet af aftenen helt automatisk vil komme til at mimikere zombiernes karakteristiske gangart. Mere om dette, og muligvis også billeder kommer en af dagene.
I mit arbejde ligger der ofte den funktion, der hedder "brandslukning" (nej, er ikke brandmand). Nogen gange er det vores egen skyld, og andre gange er det ude fra kommende forstyrrelser, der gør at en opgave ikke lige bliver lavet til tiden. Helt andre gange er det en person, der fuldstændig har glemt procedurerne for bestilling af nyt hardware til nye medarbejdere. Disse personer, lad os bare kalde dem chefer, ansvarlige, kompetente og højt uddannede mennesker, eller det er i hvert fald det vi skal tro, især høvdingerne, der sidder over disse personer, må have det billede af dem, siden de er villige til at betale dem deres skyhøje lønninger.
Men billedet er en anelse anderledes for os der kigger opad. Det er som regel sådan, at der i starten af hver måned er nogen folk, der bliver ansat i firmaet her. Det sker som regel i forbindelse med et længere samtaleforløb (jeg havde 4 ansættelsessamtaler, hvor den sidste var over en kop øl på en bar i København, og jeg er i bunden af fødekæden), så lad os sige 2-3 uger før ansættelsen, er de klar over at der kommer en ny mand eller kvinde (politisk korrekthed er lige mig, vi er trods alt et entreprenør firma, så vi er hovedsageligt mænd - et helvede til julefrokosterne skal jeg sige jer). Men betyder det så at de er ude i god tid, med hensyn til bestilling af computere til disse personer? Kort og godt er svaret - NEJ!!!
Lige omkring den første i hver måned, står der altså en række chefer, eller deres sekretærer (kontorassistenter, undskyld), og tapper med fingrene for hvornår dere nye medarbejder kan komme igang med arbejdet. Nogen gange, og de kommer fra én bestemt afdeling hver gang, sender de guddødeme den nye medarbejder ned for at bestille en computer til sig selv, velvidende at chefen selv skal godkende indkøbet, via mail til vores indkøbsafdeling.
I mandags havde vi også et par stykker af dem, og opsætningen af de maskiner får jo første prioritet, for man kan jo ikke bare have arbejdskraft til at sidde og glo. Men istedet for at denne chef erkender at han har fejlet, eller glemt noget, er hans melding at "den må være tabt mellem to stole..." Vi kan tydeligt se at vi ikke har modtaget en bestilling fra chefen, han kan ikke fortælle hvornår der skulle være sendt en mail fra ham, som han skal. Kæden var åbenbart knækket, fjeren var bøjet, åen var løbet tør for vand, hanen var holdt op med at gale, og hunden havde ædt hans lektier. Men det var da ikke sådan at han lige ville indrømme at det havde han da glemt.
"Tabt mellem to stole" - Det udtryk håber jeg da ikke læger begynder at tage til sig: "Ja, undskyld fru Jensen, vi kan ikke lige lave din levertransplantation idag, det lader til at være tabt mellem to stole"
Hvorfor er det, når folk de har en overraskelse til én, at de flere uger eller måneder før den bliver leveret, ikke kan lade være med at udbasunere om den? Der er da ikke noget værre end at få at vide: "Jeg har den fedeste overraskelse til dig, men du kan ikke få den før end om et halvt år!" Hvad i hede hule skal jeg så lige gøre med det?
For mit vedkommende kickstarter det mit Sherlock Holmes gen, i en sådan grad, at jeg ikke afskyr fra at tage en 1000-watts lampe og blæse den i hovedet på folk, der kommer med den slags udmeldelser, og frarøve dem frihed, mad og drikke, ind til de har fortalt mig hvad det er. Hvorefter de vælger IKKE at give mig flere overraskelser. Men kære ven, det ER jo ikke en overraskelse, når du nu har fortalt mig at den kommer.
Jeg er selv typen, der holder kæft med det, hvis jeg har fundet en gave, eller en fed ting, jeg vil give mine søskende, eller venner, ind til jeg udleverer den. Der er ikke noget bedre end at se det ansigtsudtryk, når man overrasker en person, og derefter også får gevinsten ved at se dem finde ud af hvad det er. Jeg kan forestille mig, at jeg ikke ligefrem lægger den her Nøøøj-en-fed-gave-ting-du-lige-har-stukket-mig maske på. Snarere er vi ude i en grimasse a la det-var-fandeme-på-tide.
Her i julen, da jeg var lidt nede, og selvtilliden var i bund, holdt fodboldrengene julefrokost. Sådan én med øl og snaps, ikke det nymodens pis med italiensk tema, rødvin og modenhed. Det var en skæg aften, vi blev fulde, og tog i byen.
På vejen ind til byen, skulle vi samle nogen piger op, som en af drengene havde snakket med, og de skulle videre med os i byen. Som aftenen skred frem, endte det med at det kun blev den ene pige, som tilsyneladende var lidt lun på ham gutten, der havde kontakten (efter hans eget udsagn, ihvertfald). Men han var knap så lun på hende, og i taxien ud for at hente hende, prøvede han at hverve en af os, til at holde hende hen i løbet af aftenen, da han ikke rigtigt gad hende. Det endte så med at være mig. Jeg tænkte at det da måtte være fordi hun var pil-grim (bindestregen er nødvendig, da der ikke var tale om en rejsende til Jerusalem), hvilket så ikke var tilfældet. Vi samlede hende op, og min kammerat sad faktisk og gemte sig i taxien, da hun satte sig ind. Ved ikke helt hvorfor.
Vi tog på the Duke, og drak og dansede, og jeg holdt min del af aftalen, og det var egentlig ikke fordi det føltes som en pligt. Hun var rigtig sød, lidt forsigtig, men var da frisk de gange jeg inviterede hende ud på dansegulvet.
Aftenen endte som sådanne aftener nu ender, man er træt, og vil have noget mad, og hjem i seng. Blind som jeg var (og altid har været for signaler af den ene eller anden slags), tilbyder at følge med hende, da jeg alligevel tænkte på at tage hjem, og vi aftalte at finde en bid brød. Sandwichbaren lige over for the Duke var jo perfekt til formålet. Da vi kom derind var hun dog ikke så sulten, men det var jeg jo. Bestilte min sandwich, og da der ikke var en taxi at finde, lovede jeg hende at sørge for en taxi til hende. Jeg insisterede i hvert fald på at sørge for at hun kom sikkert hjem (som om en taxi er Fort Knox for tøser). Vi krammede pænt farvel, og da jeg ikke tænkte at hun kunne være interesseret i en taber som jeg følte jeg var på det tidspunkt, spurgte jeg ikke efter hendes nummer. Hun gjorde heller ikke, så jeg gik lige som ud fra at den skid var slået...
Det var den så ikke, fandt jeg ud af, da vi holdt endnu en julefrokost i januar måned. Min kammerat, der havde tørret pigen af på mig, var ikke tilstede, men hun er så kusine til en af de andre drenge i omgangskredsen. Han kunne frotælle mig, at hun rent faktisk havde spurgt efter mit nummer, men han VILLE FANDEME IKKE UDLEVERE DET!! Hvad sker der lige dér?? Uheldigt for ham, at jeg i år er blevet manager for vores fodboldhold, og det kommer vist til at resultere i nogen store bøder til ham. Det gør man sgu da ikke den slags!!
Min nyfundne arbejdsglæde bunder lidt i, at jeg har ændret min indstiling til de folk jeg til dagligt har med at gøre. Det nytter ikke noget for mig, at se dem som voksne, selvstændige, velfungerende, tænkende individer. Næh, snarere har det hjulpet mig at se dem i et lidt andet lys. For hvis man ikke kan finde ud af at fuldføre en sætning med en klar beskrivelse af sit problem, uden at skulle væve rundt i alverdens petitesser, lige køre rundt i at "sådan så tingene ikke ud for 10 år siden" (det er trods alt IT, hvor de fleste ting har en levealder på 6 måneder - højt sat), samt fare i flint over at nu er der en skide printer, der ikke virker, så bør man finde sig en jordhule i Afghanistan, til højre for Osama Bin Laden, og så kan de sidder der, og diskutere vestens forfald, og hvordan tørklæder, og genindførelse af kuglerammen kan forhindre os alle i at havne i helvede. Sådan er det bare, det er derfor jeg har min eksistensberettigelse, og hvis man bare gad kontakte os, istedet for at bitche over problemerne i 7 dage, inden man ringer til os, 2 minutter før deadline for en aftale, der kan redde firmaets økonomi - for du er jo firmaets vigtigste medarbejder, ud af de 1500 mennesker vi er 8 mand om at supportere! kunne det være at tingene ville være ordnet inden du skal til at indtage din hjertemedicin, fordi du er ved at koge over af stress.
Så jeg har indset noget, det var vist dér vi kom fra. Mine kunder, såkaldte medarbejdere, er børn! Børn med bæ i bleen, der ikke kan finde ud af at fortælle, de har bæ i bleen. Det kan godt være de har fået noget i maden, der gør at de laver bum bum, uden helt at kunne holde det tilbage, men istedet for at pege fingre, og sige det er alt sammen alle andres skyld, så kunne det være vi kom nogen vegne. Eller at begynde en fejlmelding med: "Jeg har en ble. Den er hvid. Den kradser lidt. Solen skinner. Hunden gør. Anden siger kvak kvak" Har jeg det yderst simple forslag: Hvad med at fortælle mig, at du har bæ i bleen?
Jeg har været syg i weekenden, så dem der tror at overskirften dækkede over en eller anden fantastisk oplevelse, kan godt pakke sammen.
Jeg gik hen og blev syg fredag eftermiddag, men lige præcis ikke nok til at jeg kunne gå hjem. Kunne bare mærke den snigende fornemmelse af feber, og generelt ubehag, der boblede under huden. Så efter en hård uge på arbejde belønner man da lige sig selv ved at gå kold, og ikke kunne foretage sig en tøddel. Og dog, for jeg har da fået taget hul på X-files, hvis nogen kan huske den serie...
Pointen i historien er ikke, at jeg har været syg i weekenden, men såmænd at jeg da lige når at blive frisk nok søndag til at overholode en aftale hos min kammerat, der har sin kæreste på besøg. De har lige fundet sammen efter 3 måneders "pause", fordi de ikke kunne affinde sig med hinandens særheder, mål og den måde et forhold skal være på.
For 4-5 måneder siden, lykkedes det min kammerat at slæbe kæresten med hjem til mig, HVER ENESTE GANG vi havde en aftale, fordi han også lige havde lavet en aftale med hende. Forstå mig ret, hun er meget sød og alt det der, men jeg har inviteret min kammerat, ikke hende. Det er hovedsageligt min kammerats skyld, fordi han i bund og grund er et kæmpe fjols, der ikke kan finde ud af at sige fra, Dengang blev jeg brugt som en buffer, da deres daglige rutine stod på flere skænderier om dagen, når de var sammen. Også når jeg var der. Det var ikke altid store skænderier, men de sad på den her passiv-aggressive måde, og huggede hinanden ned. Total magtkamp konstant. Til sidst gik de fra hinanden (hvilket foregik over telefonen, da hun blev sur på ham, fordi han ikke lige ville komme hjem til hende, når hun ville have det. Han sad hjemme hos mig på det tidspunkt - god aften).
Nå men, nu er de altså sammen igen, og det er til dels min skyld. Efter de gik fra hinanden, tilbragte min kammerat og jeg meget tid sammen, jeg lyver vist ikke, når jeg siger hver dag. Vi bor 2 minutter fra hinanden, træner sammen, og så ryger vi også lidt af det der hash sammen. Hvilket så blev til meget... for meget. Efter nytår meldte jeg ud, at jeg ikke gad ryge hver dag (velkommen nytårsforsæt), og da han ikke kan eksistere uden røg, blev det ikke så ofte vi så hinanden. Tror faktisk ikke jeg så de første tre uger i januar måned. Lige pludselig ringer han, og fortæller at ham og tøsen har fundet sammen igen. Ok, tænker jeg, så har de måske fået snakket ud om sagerne. Næh, det havde de da ikke, var svaret, da jeg spurgte. Men alting er anderledes nu... Ja godaw.
Hver gang han har inviteret mig forbi, eller jeg har inviteret ham forbi, og han henkastet har antydet, at kæresten også lige skulle være med, har jeg sagt nej tak, og at de skulle hygge sig sammen. Søndag var det så en klar aftale at vi skulle være sammen alle tre, og guddødeme om der ikke går en halv time, så sidder de fandeme der og mundhugges, om den ene eller den anden må sidde og drikke rødvin med en person af det modsatte køn, om den person af det modsatte køn er homoseksuel eller ej. FANTASTISK. På det tidspunkt ønskede jeg at jeg havde byldepest, og var i karantæne fra at omgåes andre mennesker... især de to.
Efter mit ophold på Grønland, vendte jeg jo tilbage til fædrelandet, hvilket er noget åndssvagt noget at sige, da vi jo ejer Grønland, har teknisk set slet ikke været uden for rigets grænser. Men jeg har da tjent nogen penge uden om det danske skattevæsen. Eller, det var der jo så delte meninger om.
Efter et par måneder fik jeg brev fra Skat, der mente jeg skyldte dem over kr. 100.000,- Det var jo i strid med min opfattelse, så jeg kontaktede dem, og fortalte at jeg altså har været et år på Grønland, og at de godt kan glemme alt om at skulle vride penge ud af mig. Helt sikkert, sagde stemmen i den anden ende, det kunne de da godt se. Fint, tænkte jeg, og tænkte ikke mere på det. Ind til jeg fik brev fra Skat et par måneder efter, der i detaljer fortalte at jeg altså stadig skyldte dem nogen penge, og her er rykkergebyrerne. Mig fatter røret endnu en gang, får at vide, at de godt kan se, at det er en fejl, men at jeg denne gang skal kontakte dem pr. mail. Fair nok, hun er så venlig at fortælle mig lige præcist, hvad der skal stå i den mail. Den sender jeg så, og får svar nogen dage efter, at den er i vinkel, jeg skal ikke tænke på det længere.
Så spoler vi lige et par måneder frem igen. Man ser mig åbne postkassen, tage brev fra Skat ud, og ta-daaa. Betal 100.000,- eller ryk i Ribers.
Griber knoglen, får at vide jeg skal sende mail igen, og efter nogen dage får jeg svar tilbage: Ret det i din årsopgørelse på Tast-Selv. Ok, så hopper jeg på Tast-Selv, kun for at finde ud af, at årsopgørelsen er låst for redigering. Jeg sender en mail, for at forklare at jeg ikke kan gøre som udført. Hører intet, før jeg modtager endnu et brev, med endnu flere gebyrer, og den løftede pegefinger om at jeg er en dårlig betaler, hvis jeg ikke lægger pengene i forgårs. Denne gang vælger jeg også at ignorere dem. Måske ikke den smarteste løsning, men så må de fandeme hive mig i retten, hvis de vil have en afgørelse på dette.
Sådan kører vi frem og tilbage i noget tid, ind til jeg modtager endnu en rykker i januar måned dette år. Jeg skriver en mail, og får prompte svar tilbage, om at nu bliver det løst, og de beklagede meget. To dage efter får jeg i posten mit nye skattekort, hvor der nu står et fradrag. Tror sgu da fanden, at jeg aldrig har nogen penge, når jeg ikke har det forpulede fradrag.
Nåmen, det er der søreme vendt om på nu, og siden jeg ikke har haft fradrag hele sidste år, må der være nogen flere penge i vente, end de 7000 bops, de har regnet sig frem til nu.
Darwin - meget snart mangetusindær
Ja gu' er jeg det.
Men det kommer vi ikke videre ind på. Lad os bare sige at jeg er tilbage... for fuld udblæsning.
[Indsæt stående ovation]
Jeg er ude af skallen igen, omend ikke på den helt pæne måde. Efter at have erklæret min udødelige kærlighed til den spanske chica, og hendes udmelding om at hun endnu ikke er klar, bla bla bla, og mit svar: "Jamen, jeg venter da gerne til dommedag!", er der ikke rykket en tøddel på den front. Hun vil "ikke miste mig", men jeg har bedt hende komme ind i kampen, for ellers gør hun. Hej Selvtillid, hvor fanden har du været?
Nåmen, i weekenden var jeg jo så i byen, og endte med at blive godt fuld, og her var det tingene gik en anelse skævt. For det var bestemt ikke meningen, at det skulle ske, meeen som du vil fange senere i historien, blev der også leveret lidt nemesis til undertegnede.
Sent på natten kontakter ungdommeligt fruentimmer mig, og spørger om vi skal danse. Min kammerat har lige belæst mig om en eller anden personlighedsfejl, som han altid gør, når vi er fulde. Denne gang var det dog ikke min økonomi, som i øvrigt er endnu mere blæst end den var dengang han var efter mig med dét. Så jeg takker ja, faktisk uden at se, hvem der spurgte. Til min positive overraskelse var hun bestemt ikke grim at se på. Så vi ender på dansegulvet, og jeg begynder min sædvanlige rokering af fødder og arme i det jeg føler er flydende, næsten balletagtige trin. John T. go home. For den observerende type kan du umuligt have været behageligt at se på. Nåmen, som vi står og danser, er det jo at jeg begynder at danse fjollet, mit varemærke, og bevar mig vel, om madammen ikke også synes det er skideskægt. Ok, meget få piger er med på den slags, da et dansegulv som oftest fungerer som substitut for en catwalk, for de piger hvis modeldrømme er blevet knust af folk, der er "så kolde og talentløse som Thomas Blachmann". Og ikke nok med det... uanset hvor plat jeg end er at lytte til, så er tøsebarnet helt færdig af grin, så tårerne triller ned af kinderne på hende. Jeg mener, jeg er jo fuld, og halvdelen af de ting jeg fyrer af giver nul mening, medmindre man har fast bopæl mellem de to paraboler, jeg bruger til at opfange lyd med. Ok tænker jeg, hun griner med sikkerhed ikke MED mig, det er for sindssygt.
Nåmen, da vi er danset færdig, vil jeg jo byde på en drink, men kommer i tanke om at jeg da SLET ingen penge har. Er fattig som en 5. generations kirkerotte for tiden. Det er Skats skyld, den forklarer jeg på et andet tidspunkt. Min bytur var faktisk på bekostning af mine gavmilde kammerater. Det husker jeg da først efter jeg har ytret ønsket om at levere drikkevarer. Held i uheld, er mine kammerater skredet, da de troede jeg var stukket for længst (hvilket ikke er fordi de er lede, de er vant til at jeg skrider, når jeg bliver for fuld). Så jeg tænker utroligt hurtigt, og melder at mine kammerater da er skredet med mine penge, og at jeg derfor ikke kan gå videre med hende, og hendes veninde i byen. Vi kommer udenfor, og jeg siger pænt farvel, ingen dikkedarer, og hun bliver åbenlyst fornærmet: "Skal du ikke have mit nummer?" Det skulle jeg da, men som en taber uden penge, turde jeg næsten ikke spørge. Jeg får nummeret, og siger at jeg ringer til hende om 3 dage, for det siger reglerne jo. "Skal du ikke kysse mig?" Jooo, det skal jeg da, og efter 5 minutters snaveri, udbryder hun: "Vil du ikke med hjem?" Mit svar faldt prompte, og det er vist ikke nødvendigt for mig at uddybe mit svar. Men jeg kunne jo ikke levere en taxi, sagde jeg så, hvortil hun svarer: "Det gør ikke det mindste, så længe du giver pote!"
Den lader vi så stå. Det er fandeme længe siden jeg er blevet scoret, og det er helt tydeligt, at jeg egentlig ikke har så meget at skulle have sagt. Så jeg ender i en taxi, og vi kysser og piller, og der bliver gejlet.
Man skulle tro at sådan en historie ville have en lykkelig slutning, men herfra kommer vi slet ikke igang. Jeg er for fuld til at præstere noget som helst, da jeg endelig får hevet tøjet af hende, og hver gang der bliver smuttet en gummibandit på (Hun gjorde det på alle mulige fantasifulde måder), faldt min manddom pladask til jorden (metaforisk igen, den kan ikke nå jorden). Efter 7 kondomer gav vi op. Jeg gav vist pote en enkelt gang, men så var det også det.
Jeg blev smidt ud morgenen efter, uden morgenmad på sengen eller noget.
